Sværhedsgrad

Karamelliseret hvid chokolade blondie

Med brunet smør og ristede, saltede og karamelliserede pecannødder

1 time
12-14 stk
Del på facebook
Del på twitter
Del på email
Del på print

Du skal bruge

Ristede pecannødder

150g pecannødder

30g smør

1 tsk salt

1 spsk brun farin

 

Dejen

200g smør

225g hvid marabou chokolade (Green & Blacks!) (125g chokolade skal karamelliseres, se opskrift nedenfor – de resterende 100g skal bruges som topping oven på kagen)

100g brun farin

160g alm sukker

240g hvedemel

1 tsk salt

1 tsk bagepulver

2 hele æg og 2 æggeblommer

1 tsk vaniljepasta

Sådan gør du

Ristede pecannødder

Start med at tænde ovnen på 180 grader. Smelt 30g smør og bland det sammen med brun farin og salt. Vend blandingen sammen med pecannødderne, og rist dem i ovnen i 10-12 minutter på en bageplade m. bagepapir, til de begynder at få lidt farve og dufte dejligt ristede. Afkøl mens du laver dejen.

 

Karamelliseret hvid chokolade

Før du begynder at lave dejen, skal du karamelliseret den hvide chokolade. Det gøres ved at hakke chokoladen groft, og fordele den på en bageplade m. bagepapir. Bag den v. 120 grader i ca. en time, eller lidt mere, og rør rundt i chokoladen ca. hvert kvarter. Den vil begynde at klumpe og se tør ud, men det er meningen. Den vil karamellisere og blive flydende igen. Og her kan du så bruge den til at lave kagen!

Smelt smørret i en gryde v. middel-høj varme og lad det bruse godt i gennem og begynde at “brune”. Det tager nogle minutter, og pas på det ikke brænder på. Smørret skal begynde at dufte af karamel og nødder, og få en lysebrun farve. Så er det færdigt, og hældes direkte op i en skål og stilles til afkøling. Bland det brunede smør sammen med de 125g karamelliseret hvid chokolade, så det smelter sammen. Skru ovnen ned på 170 grader.

Når det brunede smør og chokolade er blandet sammen og godt afkølet, blandes det sammen med sukker og brun farin. Det skal bare piskes sammen i hånden, til det er fri for klumper. Tilsæt nu æg, æggeblommer og vaniljepasta og pisk det hurtigt sammen. Tilsæt salt, bagepulver og hvedemel og rør det sammen med en dejskraber, lige til dejen har samlet sig. Hak 2/3 af dine pecannødder groft, og tilsæt til dejen. Vend dejen ud i en bageform eller ildfast fadt beklædt med bagepapir, på en størrelse på ca. 20×25 cm. Top dejen med de resterende 100g hvid chokolade og den sidste 1/3 pecannødder. Bag i ovnen i ca. 35 minutter (bagetiden kan variere) til den ser dejligt bagt ud på toppen, men stadig føles lidt “klæg” inde i midten. Det skal den være! Den sætter sig på køl og bliver dejligt fudgy og chewy 🙂

Afkøl kagen HELT før du skærer den ud, eller sæt den evt. i køleskabet i et par timer. Så bliver den helt perfekt 🙂 Kagen kan holde sig på køl i 4-5 dage eller sagtens fryses ned.

 

2 Comments

  1. Kan man bruge mandler eller pistacienødder i stedet for?

    • Øh ja da? Det bestemmer du da bare selv 🙂


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *