Doughnuts m. Vanilje-creme
Sværhedsgrad
Fun facts
Doughnuts er simpelthen noget af det bedste, amerikanerne har opfundet. Når de friskbagte, lune, vendt i sukker, og fyldt med forskelligt creme. Mmh mmh! Det bliver ikke bedre!
Normalvis er en klassisk doughnut med et hul i midten, og når man laver dem uden hullet, kaldes de typisk for en “berliner” Men for mig, er det ligegyldigt. Dejen er den samme! Og jeg elsker i hvertfald doughnuts! Og jeg elsker at der er plads til sindssygt meget creme! Derfor har jeg lavet dem uden hul. Så er de faktisk også lidt nemmere at fylde 😉
Du skal bruge
20g gær
75 ml sødmælk
75 ml vand
75g sukker
1 tsk salt
625g-650g hvedemel
4 hele æg
120g smør (stuetempereret)
Lidt revet citronskal
Solsikkeolie (til at friturestege i)
Til vaniljecremen
750 ml sødmælk
100g frosties (eller andet morgenmadsprodukt)
1 vaniljestang
6 æggeblommer
80g sukker (eller blot 40g, hvis du bruger et allerede sødet-morgenmads produkt)
80g hvedemel
Sådan gør du
Doughnut-dejen
Start med at opløse gæren i vand og mælk. Tilsæt alle de resterende ingredienser, undtagen smørret, og ælt dejen ved lav hastighed i 10-15 minutter. Når dejen ser glat og blank ud, tilsættes smørret i små tern, mens dejen ælter videre v middel hastighed i 5-6 minutter yderligere. Dejen skal være en lille smule klistret, glat, blank og smidig. Hvis ikke den er det, tilsæt da en smule mere hvedemel og ælt lidt videre. Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse (ca. 1,5-2 timer).
Når dejen er færdig med at hæve, bankes den hurtigt sammen, så al luften ryger ud. Du kan nu gøre 2 ting:
- For mest mulig smag og bedre holdbarhed, pakkes dejen ind i en skål med husholdningsfilm, og sættes på køl natten over, inden du triller kugler af dejen á ca. 65 g pr bolle.
- Hvis du ikke gider vente, kan du allerede nu trille kugler af dejen à ca. 65 g pr bolle.
Når du har trillet dejen til små runde boller, placeres de på en bageplade, som er let drysset med mel i bunden, for at dejen ikke klistrer. De skal nu efterhæve tildækket til næsten dobbelt størrelse (ca. 2 timer).
Når de er færdige med at hæve, varmes olien op i en stor gryde. 1-2 liter olie burde være rigeligt. Olien skal varmes op til ca. 175 grader, før bollerne placeres forsigtigt ned i den varme olie. De skal tilberedes i 1-2 minutter på hver side, til de får en flot gyldenbrun farve. Vendes 1 gang. Umiddelbart efter de kommer op af frituren, skal de vendes direkte i en skål med sukker.
Vaniljecremen m. Frosties-smag
Hæld Frosties op i en skål, og hæld mælken over. Lad stå og trække på køl i minimum 1 time, eller gerne natten over. Hæld det igennem en sigte, og afmål 500 ml “frosties” mælk, som du skal bruge til at koge din vaniljecreme.
Skrab kornene ud af vaniljestangen, og opvarm mælken sammen med vaniljekorn og stang. Samtidigt piskes æggeblommerne sammen med sukker og mel, til der ikke er flere klumper i. Når mælken er ved at være varm og ryger en smule, tilsættes mælken langsomt til æggeblommerne, mens der piskes. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden, og kog den op, mens du pisker konstant. Din vaniljecreme vil lige så stille begynde at tykne, og skal gerne op og koge i minimum 2 minutter, mens du fortsat pisker. Sæt cremen på køl, tildækket med husholdningsfilm, og pisk den glat, før den hældes i en sprøjtepose, klar til at fylde i dine lækre doughnuts!
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.
2 comments
Ville man kunne erstatte olien med palmin fx?