Ris a la mande cheesecake
Sværhedsgrad
Fun facts
Ris a la mande cheesecake. Ja det siger jo lidt sig selv. Hvis du elsker de to ting – hvorfor så ikke prøve at kombinere det? Cheesecake er simpelthen den lækreste kage, og alting grinern at eksperimentere lidt med. Den her gør det helt okay at spise ris a la mande flere gange i løbet af december. Og jeg lover – den får HURTIGT ben at gå på. Er det ikke det man siger? 😀
Opskriften giver én stor cheesecake på 26-30 cm i diameter.
OBS! Du skal starte med at koge en portion risengrød, som skal afkøles før du kan lave kagen. Men hvis du gerne vil snyde, så KAN du jo godt købe en færdig risengrød… Hvis du er lidt doven, og bare gerne vil have kagen asap! 😀
Du skal bruge
1 portion færdigkogt risengrød (300g i alt)
1 hel vaniljestang
75g sukker
Kiksebund:
300g blendede kiks (digestive, vaniljekranse, brunkager)
140g smeltet smør
40g brunt farinsukker
0,5 tsk salt
Cheesecake fyld
300g færdig og afkølet risengrød
150g hakkede mandler
600g philadelphia ost
150g flormelis
2 tsk vaniljesukker
2 dl creme fraiche (18%)
3 dl fløde
8 blade husblas
Kirsebærgelé
4 dl færdig kirsebærsauce eller marmelade
70g sukker
Saften af 1 hel citron
6 blade husblas
Sådan gør du
Lav 1 portion risengrød, som anvist på pakken. Skrab kornene ud af 1 vaniljestang og bland dem sammen med 75g sukker. Tilsæt sukker, vaniljekorn og den hele vaniljestang til risengrøden og lad den koge med.
Mens grøden koger, og i rører i den undervejs, skal i smutte 150g mandler, som skal grofthakkes. Ta en gryde med noget vand, lad det koge, og hæld det over mandlerne og lad det stå i 10 minutter. Nu kan de smuttes og hakkes groft. Alternativt kan du også bare købe færdige mandelsplitter.
Lav nu din kiksebund. Smelt smør i en gryde eller mikroovn. Blend dine kiks og brun farin sammen i en foodprocesser til det er knust. Hæld det over i en skål, og tilsæt det smeltede smør og rør det sammen. Pres kiksemassen ud i enten en springform, beklædt med bagepapir i bunden, eller i en metalring på en bageplade med bagepapir. Bag i ovnen v. 175 grader i ca. 10-12 minutter til det virker let crispy på toppen og afkøl helt.
Lav nu dit cheesecake fyld. Udblød husblassen i kold vand i ca. 5 minutter. Varm 1 dl fløde i en lille gryde, til det begynder at ryge lidt og opløs husblassen heri. Lad det stå og køle lidt ned. Bland philadelphia ost, cremefraiche, flormelis og vaniljesukker op i en skål og pisk det sammen. Tilsæt risengrøden og mandlerne, og vend det sammen med en dejskraber. Nu skal den lune fløde m. husblas tilsættes til blandingen – men det skal være stuetemperatur først. OBS: Hvis den varme fløde med husblas får et kuldechok, kan husblassen begynde at klumpe. Så måden du undgår det på, er ved at tilsætte et par spiseskeer af den kølige cheesecake fyld til den varme fløde, og rør rundt, således vil temperaturen langsomt falde på den varme fløde. Nu kan du vende hele baduljen sammen og blande cheesecaken massen sammen med en dejskraber. Pisk den resterende fløde til letpisket flødesskum og vend det sammen med resten af baduljen med et håndpiskeris eller en dejskraber. Hæld hele cheesecake massen over din afkølede kiksebund, i din metal eller springform. OBS: Hvis du bruger en springform, ville det være en god idé at bruge kageplast rundt om før du hælder fyldet i. Det giver en skarpere og flottere kant til sidst. Men hvis du bager i en metalring, kan du også bare vente til kagen er godt frossen i siderne, og så “smelte” den fri ved hjælp af en gasbrænder. Det plejer jeg at gøre – det giver klart den skarpeste kant 🙂 Glat overfladen lidt ud, og sæt den på frys.
Lav nu din kirsebærgele. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 5 min. Hæld al kirsebærsauce (eller kirsebærmarmelade) og sukkeret op i en gryde – tilsæt citronsaft og lad det simre i nogle minutter. Hvis der er klumper i kirsebær-marmeladen, så blend det med en stavblender. Smag til med evt. mere sukker eller citron. Fjern det fra varmen, opløs husblassen heri og rør rundt Lad blandingen køle ned til ca. 35-40 grader (lillefinger varmt), før du hælder den udover cheesecaken! Ellers kan det risikere at “smelte” overfladen på kagen. Det vil være en god idé at hælde geléen udover kagen, ved at tage en spiseske og holde den direkte over din cheesecake, og så hælde en tynd stråle af din gelé på bagsiden af skeen, så det fordeler sig “let” og elegant udover cheesecaken. Sæt nu hele kagen på frys i min. 2 timer – eller på køl til dagen efter. OBS: Hvis du gerne vil have kirsebær til at sidde fast i geléen, så lad den køle 1 time, og så derefter kan du lægge nogle hele amarena kirsebær (fx) ned i geléen, så de sidder fast. Når kagen har sat sig, så kan den fjernes fra formen og pyntes som du vil.
Kagen holder sig på køl i ca. 5 dage og kan sagtens fryses.
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.
2 comments
Hvis nu man er ekstra ekstra doven. Kan man bruge sådan en færdig risalamande?😅🙈
Selvfølgelig 🙂