Minitærte med citron og passion

3 timer
8 små minitærter

Sværhedsgrad

3

Fun facts

Yndlingstærten! Sød, syrlig og lækker.  Opskriften er lavet til enten én stor tærte, eller til 8 små minitærter.

Du skal bruge

Mandelmørdej

150g flormelis

45g mandelmel

1 lille tsk salt

145g smør

80g hele æg (ca. 1,5 æg)

275g hvedemel

70g kartoffelmel

Til pensling

30g æggeblomme

7g fløde

 

Citron/passionscurd 

4 store øko citroner (ca. 180 ml saft i alt)

4 passionsfrugter (eller 2 spiseskeer frysetørret passionspulver)

(passionsfrugterne kan erstattes med 50 ml ekstra citronsaft, hvis du ikke har passionsfrugt til rådighed)

200g sukker

4 hele æg (ca. 200g)

80g smør

1,5 blad husblas

 

Italiensk marengs

240g sukker

70g glucosesirup

150g æggehvider

 

Evt. skovsyre til pynt

Sådan gør du

Bland smør, flormelis, mandelmel og salt sammen i en skål. Du kan enten smuldre det med fingrene, eller køre det i en foodprocesser, til det ligner smuldret sand. Tilsæt æg og bland. Tilsæt til sidst mel og kartoffelstivelse og bland. Rør godt rundt til dejen samler sig. Læg dejen på køl i ca. en time. Rul dejen tyndt ud og udstik passende former til din tærteform. Tryk dejen forsigtigt ned i formen, og sørg for den sidder godt rundt i hele kanten. Læg de ubagte minitærter på frys i ca. 20 minutter før de skal bages.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Placer dem på en smurt perforeret bageplade af metal, som giver det bedste resultat. Ellers kan en bageplade beklædt med bagepapir også benyttes, men så skal du huske at prikke hul med en gaffel i tærtebunden!

Bag tærtebundene i ovnen i ca. 20 minutter, eller til dejen ser dejligt lysebrun og karamelliseret ud. Ta tærterne ud af lad dem stå i 5 minutter og afkøle lidt. Fjern dem fra formene, og pensl tærterne både udenpå og indeni med ægggeblomme/fløde blandingen, og bag tærterne igen i 5-7 minutter og lad den afkøle helt.

Nu skal du lave din citron- og passionscurd.

Riv skallen af citronerne, og pres al saften ud i en skål. Skær passionsfrugterne over på midten, og pres al saften ud igennem en si. Kernerne skal ikke bruges.

Hæld citronsaft, citronskal og passionsjuice (eller frysetørret passionspulver) op i en lille gryde sammen med æg og sukker, pisk det hele godt sammen med et piskeris, og tænd for blusset på middelvarme. Læg husblas i blød i kold vand imens.

Det er vigtigt at du rører konstant i curden, mens den langsomt varmer op og tykner. Det tager ca. 5-8 minutter. Det må ikke blive for varmt og brænde på i bunden (så tilberedes æggene og bliver til røræg, og det kan ikke reddes!).

Lige så snart curden er begyndt at tykne, må du gerne skrue lidt op for varmen, mens du stadig rører i den. Nu må den gerne småsimre i 2-3 minutter. Tilsæt det udblødte husblas og pisk godt rundt.
Fjern curden fra varmen, tilsæt smørret, og vend rundt til det er helt opløst og curden er dejligt blank og cremet.

Hæld curden op i en ny skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, og stil det på køl i ca. 15 minutter.

Når curden er faldet lidt i temperatur, fordeles den i tærteformene. Tærterne kan nu stilles på køl i ca. 1 time. for at curden kan sætte sig ordentligt. Men ikke længere, da nedkølingen også gør at tærten mister noget af sin sprødhed.

Lav nu din italienske marengs.

Hæld 200g sukker og glucosesirup op i en gryde, med ca. 0,5-1 dl vand og kog siruppen op til 120 grader.

Når siruppen er ved at være omkring 100 grader, piskes æggehviderne stive, med de resterende 40 gram sukker, som tilsættes æggehviderne forsigtigt mens der piskes. Lige så snart siruppen rammer de 120 grader, hældes den forsigtigt op i æggehviderne, mens der piskes konstant. Pisk nu videre ved max. hastighed, i ca. 7-8 minutter, til marengsen er faldet i temperatur og ser blank og fast ud. Din marengs er nu klar til at blive sprøjtet oven på kagerne!

Fordel din marengs oven på tærten, og brænd den med en gasbrænder, og pynt slutteligt med lidt skovsyre. Et voilá!

Tip: Du bestemmer selv hvilken sprøjteteknik og tyl du ønsker at bruge. Jeg kan godt lide at bruge en klassisk rund tyl, men du kan også bruge en stjernetyl, en st. honoré eller prøve at dyppe tærten ned i marengsen et par gange, og langsomt trække den op. Så dannes der automatisk en spids “hat” oven på tærten. Det er også skide flot!

Måske du også vil kunne lide ...

Jeg skaber fortryllende

Events og kurser

Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.

24 comments

  1. Hej Jon,
    Er de 20 minutter bundene får på frys egentlig et minimum, eller er det hvad du tænker er rigeligt? 😀 (min case: har tid til at lave bundene nu, me først tid til at bage dem om 3 timer, så spørgsmålet er, om de kan holde 3 timer på frys inden de kommer i ovnen)

    Vh. Patrick

    1. Hej Patrick. De kan holde længe på frys – de 20min er bare et minimum 🙂

      No worries!:-)

  2. Kan man mon lave bunden og så opbevare i en pose el lign og så lave fyld mv dagen efter?😊

    1. Heysan. Ja det kan du sagtens 🙂 Lufttæt beholder eller pose er fint.

  3. Hej Jon. Hvordan ville du opbevare kagen indtil den skal serveres, på køl eller? Og ville du sprøjte marengs på idet du laver den, eller idet du servere den?

    1. Hej Lærke. Kagen kan godt stå fremme v stuetemperatur i flere timer uden der sker noget – men den har det bedst af at stå på køl hvis det er natten over 🙂

      Ligesom så mange andre kager er de oftest bedst friskbagte – ellers kan du sagtens lave den dagen før og sætte den på køl 🙂

      //Jon

  4. Hej Jon,
    Kan det lade sig gøre at bage tærten i en “klassisk” tærteform med bund?
    Mere hvis ikke jeg kan lykkedes med at få fat i en uden 🙂
    Tak for god inspiration både her og på insta

    1. Hey! Ja da – selvfølgelig. Så skal du bare huske at “blindbage” bunden. Dvs lægge bagepapir henover og fylde den ris eller tørrede bønner, så dejen ikke hæver 🙂

  5. Hov – lige et spørgsmål mere 🙂
    Længe på frys er det også 1 døgn?

    1. Altså før de bages? Der skal de bare på frys i 20-25 min 🙂

  6. Ok, tænkte bare om dejen kunne laves idag, kommes på frost og så bages imorgen.

    1. Sagtens 🙂

  7. Hej Jon,
    Jeg har prøvet flere gange, men min creme er meget flydende, hvad gør jeg forkert?

    1. Hmm.. Bliver den ikke tykkere når du har kogt den? Og den skal have tid til at køle ned og “sætte sig” efter du har opløst husblas og
      smør. Et par timer på køl så skulle den gerne tykne 🙂

  8. Hej Jon!
    Hvis man laver én stor tærte – hvad størrelse skal formen så være? 😊

    1. Det bestemmer du selv 🙂 20-26 cm er fino!

  9. Hey
    Blindbager du de små tærter 🙈
    /J

    1. Nej ikke når man bruger perforerede tærteringe 🙂 (forme med huller i, gør man ikke skal blindbage)

  10. Lige et spørgsmål 🙂 hvad gør det, at bundende kommer på frost ?

    1. Det gør at de ikke smelter ned langs indersiden af formen – og gør dem ekstra sprøde 🙂

  11. Hej Jon
    Min kæreste har nøddeallergi, hvad ville du bruge i stedet for mandler i opskriften? ☺️

    1. Undlad det og erstat det med 50g hvedemel 🙂

  12. Hej Jon.
    Hvor længe før kan man mon lave citroncurden? Altså kan den ‘sætte sig for meget’ før den kommer i tærtebundene?

    Vh. Hanne

    1. Ja for der er husblas i. Men den kan godt stå 1-2 timer uden problemer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld nyhedsbrev

... og få 10% rabat på din næste ordre* 🍕

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og bliv en del af mit italienske univers!
Få eksklusive opdateringer om de nyeste opskrifter, tilbud på vores lækre produkter og vær blandt de første til at modtage information om mine nylancerede pizzakurser.
Tak for at være en del af Jons Madklub-familien!

Ved at tilmelde dig accepterer du at modtage nyhedsbreve fra Jon’s Madklub. Herunder info omkring nye kursusdatoer, nye produkter og andet lækkert pizzaindhold. Vi respekterer dit privatliv og sender kun relevant indhold.
* Rabatten er gyldig på udvalgte produkter (omfatter ikke pizzaovn, kurser, gavekort og pizzakit