Kardemommesnurrer m. vaniljecreme
Sværhedsgrad
Fun facts
Køb hele kardemommekerner på nettet, og kværn dem groft i en kaffekværn eller i morter. Det er USAMMENLIGNELIGT langt bedre end det færdige “stødt kardemomme” man kan få i supermarkedet.
Du skal bruge
Fordej
30g gær (eller 15g gær og 75g aktiv surdej)
500 ml mælk
600g hvedemel
Selve dejen
180g smør
180g æg (3 store)
80g sukker
80g fintrevet marcipan
2 tsk havsalt
2 tsk friskstødt kardemomme
ca. 600-650g hvedemel
Remonce-fyld
350g smør (stuetempereret)
250g sukker
100g marcipan
2 tsk friskstødt kardemomme
2 spsk hvedemel
Vaniljecreme
350 ml sødmælk
1 hel vaniljestang
4 hele æggeblommer
75g sukker
55g hvedemel
Sådan gør du
Aftenen før – fordej:
Opløs gær (og evt. surdej) i mælken, og tilsæt al hvedemelet. Rør grundigt rundt, til al melet er fugtigt og du har en fast, kold havregrød. Lad den hvile tildækket på køl i minimum 12 timer (men kan sagtens holde sig 1-3 døgn, hvis du først vil bage senere)
Ta’ smør og æg ud af køleren, så det er stuetempereret til når du skal bruge det dagen efter.
Du kan også sagtens blande alle ingredienser samme dag – hvis du ikke gider lave en fordej. Men det giver en saftigere bolle og en bedre holdbarhed.
Dag 2:
Hæld fordejen op i en røreskål, tilsæt sukker, æg, revet marcipan, kardemomme, salt, vaniljesukker og bland det sammen i 1-2 minutter. Tilsæt hvedemelet gradvist, mens du ælter dejen på maskine i 8-10 minutter. Du kan også ælte i hånden. Tilsæt nu smørret, mens dejen ælter videre i 2-3 minutter. Dejen skal gerne virke glat, blank og elastisk. Når du trykker fingrene forsigtigt ned i dejen, skal den LIGE akkurat slippe fingrene, men virker en smule klistret. Lad dejen hvile i 45 minutter fremme på køkkenbordet, men hvis du har tid, så sæt den på køl i 2-3 timer. Når du lader den langtidshvile på køl, bliver dejen nemlig kold og nemmere at arbejde med, så du får flottere snurrer til sidst.
Lav vaniljecreme imens
Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud på et skærebræt. Brug 1/2 af sukkeret og massér vaniljekornene ud i sukkeret med bagsiden af en kniv. Gem 1 dl af den kolde sødmælk, og opvarm de resterende 2,5 dl i en gryde og tilsæt vaniljesukker og vaniljestang heri til det begynder at ryge en smule. Pisk samtidigt æggeblommer, den anden 1/2 af sukkeret, hvedemel og den 1 dl kolde mælk sammen i en skål og piskes sammen, til der ikke er flere klumper i – Når mælken er ved at ryge, hældes den forsigtigt op til æggeblommerne mens der piskes. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden, og lad cremen koge op mens du rører konstant. Når cremen koger og er tyknet, skal den koge igennem i minimum 1 minutter. Hæld cremen op i en skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, så der ikke dannes “skind”, og lad den stå på køl (evt. fryser) i 1-2 timer. Cremen hældes på sprøjtepose før brug.
Lav din remonce imens
Pisk alle ingredienserne sammen (vigtigt at smørret er stuetempereret) til du har en ensartet masse. Stil til side.
Når dejen har hvilet færdig, rulles den ud til et stort rektangel som er ca. 40×80 cm og 0,5 cm i tykkelsen. Brug evt. lidt mel og stræk også lidt i dejen, så du sikrer dig den ikke klistrer til bordpladen. Fordel remoncen på 2/3 af dejen i et jævnt tyndt lag, og fold den sidste 1/3 del af dejen ind over midten, så det dækker halvdelen af laget med remonce, og fold nu igen den remonce-dækkede del, ind over de to andre lag, så du har 3 lag dej, og 2 lag remonce. Rul dejen lidt ud, så den er ca. 1,5-2 cm i tykkelsen, men stadig har en rektangel form. Skær nu ca. 1,5-2 cm brede strimler af dejen, og stræk lidt i dejen så du får en lang strimmel. Hold fast i den ene ende, og brug din håndflade til at sno dejen så den får et spiral-mønster. Sno den lange strimmel rundt om dine fingre 2-3 gange, og fold den ind under sig selv for at lukke den. Læg snurrene på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 1,5-2 timer. Fordel en god klat vaniljecreme i midten af hver bolle. Pensl med sammenpisket æg og bag i ovnen v. 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter, til de ser brune og færdigbagte ud
De kan også holdkæve på køl, tildækket til dagen efter. Du kan også fryse dem før de bages – men jeg vil hellere fryse dem EFTER de er bagt 🙂 SE EVT. VIDEO UNDER HØJDEPUNKTER (Kanelsnurrer) PÅ MIN INSTAGRAM @JONDANIELEDLUND – DER VISER JEG HVORDAN MAN SNURRER 🙂
Måske du også vil kunne lide ...
Philadelphia julecookies m. hvid chokolade og Amarena kirsebær
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.