Fastelavnsboller m. kardemomme, remonce, vaniljecreme og mørk chokolade
FUN FACTS
“KAN JEG KOLDHÆVE DEJEN?” Svaret er: JA!!!! Selvfølgelig kan du det. Det kan du med ALLE deje. Når dejen og gærcellerne køler ned, går de i dvale. Og dejen modner i smagen og kan faktisk blive lidt nemmere at arbejde med, hvis den er lidt køligere når du udruller og former den. Og du behøver ikke skrue ned for mængden af gær. Men jeg vil anbefale du tager den ud minimum 1 time før du skal udrulle den. Direkte fra køl er alt for kold til at arbejde med 🙂
DU SKAL BRUGE
Vaniljecreme
500 ml sødmælk
1 hel vaniljestang
6 hele æggeblommer
90g sukker
60g hvedemel
Gærdej
20g gær
125 ml sødmælk
2 hele æg
60g sukker
1 tsk friske kardemommekerner (stødt i en morter) – alternativt kan du også bruge stødt kardemomme. Men det smager SLET ikke ligeså godt!
1 lille tsk salt
ca. 550g hvedemel
120g smør, blødt
Remonce
120g marcipan
100g smør, stuetempereret
100g sukker
Mørk chokolade ganache
100 ml fløde
1 spsk glucosesirup (kan undlades)
140g mørk chokolade
25g smør (stuetempereret)
SÅDAN GØR DU
Vaniljecreme
Start med at lave vaniljecremen. Så kan den stå og køle af, imens du bager bollerne!
Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud på et skærebræt. Brug 1/2 af sukkeret, og massér vaniljekornene ud i sukkeret med bagsiden af en kniv. Gem 1 dl af den kolde sødmælk, og opvarm de resterende 4 dl i en gryde og tilsæt vaniljesukker og vaniljestang. Pisk samtidigt æggeblommer, den anden 1/2 af sukkeret, hvedemel og den 1 dl kolde mælk sammen i en skål og piskes sammen, til der ikke er flere klumper i – Når mælken er ved at ryge, hældes den forsigtigt op til æggeblommerne mens der piskes. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden, og lad cremen koge op mens du pisker konstant. Når cremen koger og er tyknet, skal den koge igennem i minimum 2 minutter. Hæld cremen op i en skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, så der ikke dannes “skind”, og lad den stå på køl (evt. fryser) i 1-2 timer. Cremen piskes op og hældes på sprøjtepose før brug.
Gærdej
Opløs gæren i sødmælken. Tilsæt æg, sukker og kardemomme og bland det hele sammen. Tilsæt først ca. 2/3 dele af hvedemelet og rør det sammen. Tilsæt derefter salt og ælt dejen på din røremaskine i ca. 10 minutter v. lav hastighed. Dejen behøver ikke være helt samlet, men den skal skal virke glat og elastisk. Hvis dejen virker meget tør – så kan du hælde et par spsk’er vand i dejen. Tryk forsigtigt på dejen. Den skal gerne føles blød og som modellervoks, uden at den klistrer til dine fingre, når du trykker på den. Hvis den klistrer, tilsættes det resterende hvedemel og æltes ind i dejen.
Tilsæt nu smørret i små tern (og den resterende 1/3 del af hvedemelet, hvis du ikke allerede har tilsat det) mens dejen ælter videre i 5-6 minutter. Smørret skal hellere være for koldt end for blødt. Meget blød smør, kan være svært at ælte ind i dejen. Så sørg for den stadig er lidt skærefast når du tilsætter den til dejen. Dejen skal igen virke glat og elastisk, og må gerne virke en smule fugtig. Lad dejen hvile tildækket i 1 time. Lav din remonce og din vaniljecreme imens.
Remonce
Bland alle ingredienserne sammen i en skål, til en ensartet masse. Det er en god idé at bruge fingrene. Læg remoncen i en sprøjtepose uden tyl. Så bliver den nemmere at fordele senere, men en alm. spiseske kan også bruges.
Efter en time, når dejen er færdighvilet, rulles den ud i en stor rektangel på et bord, som er let drysset med mel. Dejen skal være ca. 0,5-1 cm i tykkelsen. Her kan du følge linket øverst til venstre på siden her, og følge med i min “how-to fastelavnsbolle” video, som ligger under mine “højdepunkter” på min instagram profil – her viser jeg hvordan jeg fylder og lukker fastelavnsbollen.
Skær dejen ud i firkanter som er ca. 12×12 cm (eller lidt større, hvis du synes) og sprøjt en lille “fuglerede” af remoncefyldet ud i midten af din firkantede dej. Fyld “fuglereden” med ca. 1-2 spsk vaniljecreme, og luk fastelavnsbollerne ved at folde enderne ind over midten. Se “how-to fastelavnsbolle” på min instagram profil, hvor jeg viser præcis hvordan du lukker dem.
Lad bollerne efterhæve i ca. 45-60 minutter minutter og pensl dem med æg, før de bages i ovnen i ca. 14-16 minutter til gyldenbrune v. 180 grader varmluft.
Mens bollerne køler ned, laves din chokoladeganache
Opvarm fløden (og evt. glucosesirup) til det lige begynder at koge, og hæld det over din chokolade. Lad stå i 2 minutter. Rør nu forsigtigt rundt i skålen med en dejskraber, til al chokoladen er smeltet og din ganache er blank. Tilsæt det stuetempererede smør, og vend det i, til det er helt opløst. Du kan også stavblende den – det går lidt hurtigere, og så bliver ganachen også meget mere blank og flot (pga emulsion)
Når bollerne af kølet af, kan de forsigtigt dyppes ned i chokolade ganachen. Igen, følg med på min instagram profil “how-to fastelavnsbolle” for at se præcist hvordan!.
Drys slutteligt med mandelflager eller andet valgfri topping!
0 kommentarer