Kardemommesnurrer
Sværhedsgrad
Fun facts
Idéen med at lave en fordej, er inspireret af et bageri i sverige der hedder “Saltå Kvarn” hvor de laver nogle HELT FANTASTISKE bullar. (Det hedder det på svensk). Og her bruger de “fordej” teknikken. Man lader melet ligge og absorbere væske, og koldhæve natten inden man bager dem. Det øger saftigheden i brødet, og fremme holdbarheden så de ikke bliver tørre! Det er en kæmpe fordel. Bagværk tager tid. Men GODT bagværk tager GOD tid. Husk det!
Du skal bruge
Fordej
30g gær (eller 15g gær og 75g aktiv surdej)
500 ml mælk
600g hvedemel
Selve dejen
180g smør
180g æg (3 store)
130g sukker
80g fintrevet marcipan
2 tsk havsalt
3 tsk friskstødt kardemomme
1 tsk vaniljepulver
ca. 600-650g hvedemel
Remonce-fyld
350g smør (stuetempereret)
200g sukker
100g rørsukker
100g marcipan
3 tsk friskstødt kardemomme
2 spsk hvedemel
Sukkersirup + topping:
100g vand
75g sukker
+ 2 tsk friskstødt kardemomme blandet med 50g sukker til at drysse på toppen
Sådan gør du
Aftenen før – fordej:
Opløs gær (og evt. surdej) i mælken, og tilsæt al hvedemelet. Rør grundigt rundt, til al melet er fugtigt og du har en fast, kold havregrød. Lad den hvile tildækket på køl i minimum 12 timer (men kan sagtens holde sig 1-3 døgn, hvis du først vil bage senere)
Ta’ smør og æg ud af køleren, så det er stuetempereret til når du skal bruge det dagen efter.
Dag 2:
Hæld fordejen op i en røreskål, tilsæt sukker, æg, revet marcipan, kardemomme, salt, vaniljesukker og bland det sammen i 1-2 minutter. Tilsæt hvedemelet gradvist, mens du ælter dejen på maskine i 8-10 minutter. Du kan også ælte i hånden. Tilsæt nu smørret, mens dejen ælter videre i 2-3 minutter. Dejen skal gerne virke glat, blank og elastisk. Når du trykker fingrene forsigtigt ned i dejen, skal den LIGE akkurat slippe fingrene, men virker en smule klistret. Lad dejen hvile i 45 minutter fremme på køkkenbordet, men hvis du har tid, så sæt den på køl i 2-3 timer. Når du lader den langtidshvile på køl, bliver dejen nemlig kold og nemmere at arbejde med, så du får flottere snurrer til sidst.
Lav din remonce imens
Pisk alle ingredienserne sammen (vigtigt at smørret er stuetempereret) til du har en ensartet masse. Stil til side.
Når dejen har hvilet færdig, rulles den ud til en stor rektangel som er ca. 40×80 cm og 0,5 cm i tykkelsen. Brug evt. lidt mel og stræk også lidt i dejen, så du sikrer dig den ikke klistrer til bordpladen. Fordel remoncen på 2/3 af dejen i et jævnt tyndt lag, og fold den sidste 1/3 del af dejen ind over midten, så det dækker halvdelen af laget med remonce, og fold nu igen den remonce-dækkede del, ind over de to andre lag, så du har 3 lag dej, og 2 lag remonce. Rul dejen lidt ud, så den er ca. 1,5-2 cm i tykkelsen, men stadig har en rektangel form. Skær nu ca. 1,5-2 cm brede strimler af dejen, og stræk lidt i dejen så du får en lang strimmel. Hold fast i den ene ende, og brug din håndflade til at sno dejen så den får et spiral-mønster. Sno den lange strimmel rundt om dine fingre 2-3 gange, og fold den ind under sig selv for at lukke den. Læg snurrene på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 1,5-2 timer. De kan også holdkæve på køl, tildækket til dagen efter. Du kan også fryse dem før de bages – men jeg vil hellere fryse dem EFTER de er bagt 🙂 Pensl med sammenpisket æg og bag i ovnen v. 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter, til de ser brune og færdigbagte ud. SE EVT. VIDEO UNDER HØJDEPUNKTER (Kanelsnurrer) PÅ MIN INSTAGRAM @JONDANIELEDLUND – DER VISER JEG HVORDAN MAN SNURRER 🙂
Sukkersirup
Mens de bager, laves sukkersiruppen. Det er ikke nødvendigt, men de giver et super flot shine til dine snurrer, og øger holdbarheden, hvis du pensler dem LIGE når du kommer ud af ovnen!
Varm sukker og vand op i en lille gryde, til al sukkeret er opløst. Pensl snurrene med den afkølede sukkersirup, lige når de kommer ud af ovnen og drys med sukker + friskstødt kardemomme.
De færdigbagte snurrer kan sagtens fryses og tøs op i mikroovn, eller et par timer før de skal spises.
Du kan også fryse de ubagte snurrer, lige så snart du har “snurret” dem. Så skal de bare tø op, og stå fremme på køkkenbordet et par timer, før de bages.
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.
12 comments
Tror du det er muligt at undlade eller erstatte marcipan med noget andet?
Glæder mig til at bage dem 😉
Hvis man fryser snurrerne efter de er bagt (eller nogen af dem, for man skal selvfølgelig lige smage), er det så bedst at gøre før eller efter pensling med siruppen? Har du prøvet begge dele? Tænker bare om det kan have betydning for, hvordan de bliver, når de tør op og genopvarmes. Det kan også være, det ikke har nogen betydning – det var bare en tanke 🙂
Tak for altid gode og detaljerede opskrifter, jeg bruger dem flittigt!
Hey! Dejligt at høre! 😍👌🏼
Du kan sagtens fryse dem efter de er penslet :-)siruppen skal nemlig helst på lige efter de kommer ud af ovnen.
Hey er det muligt at lave fordej i 6 timer på køkkenbordet i stedet for køleskab? 😊
Yes det kan du godt 🙂 Du får ikke samme smagsresultat – men det kan godt fungere alligevel 🙂
Mht kardemommen (første gang jeg skal bruge det frisk) Kan du uddybe lidt? Rister du din? Tager du dem ud af de grønne skaller og så morter/ blender? er det så 3,5 tsk kardemomme når de er pulveriseret? Eller som friske? 🙂
Hej Line. Nej jeg bruger hele kardemommefrø, som jeg køber online 🙂 Det vil sige, det er IKKE de grønne skaller, og IKKE stødt/pulveriseret kardmeomme. Køb hele kardemommefrø (de sorte) og så støder du dem i en morter 🙂
Hej
I op til hvor lang tid kan dejen hæve første gang? (Der hvor du skriver 45 min el. i 2-3 timer.). Er det muligt at lave fordej 2 dage før, slå dejen samen aftenen før og snurre (måske endda aftenen før) og bage dem morgenen efter? Eller bliver resultatet så bedre af at fryse dem ned og bage dem på dagen?😅
Ja du kan godt lave fordej 2 dage før 🙂 Du behøver ikke fryse dem 🙂
Har lavet opskriften flere gange – og den er vanvittigt god!! 😍
Vil dejen i 2. omgang kunne stå i 6-7 timer på køl (frem for 2-3 timer), eller hæver den så for meget?
Det kan den sagtens 🙂 1-2 dage kan den også klare! Så længe du slår luften ud når du ruller dem 🙂