Surdejsboller
Sværhedsgrad
Fun facts
Jeg elsker friskbagte surdejsboller! Det er altid nice at bage boller om morgenen – og de her banditter bliver helt sprøde i overfladen, så de er lige til at sætte tænderne i med en skive kold smør ovenpå. Mmmh! Det bliver ikke en bedre start på dagen! PS. det er meget nemmere end at bage et helt surdejsbrød – så hvis du ikke har kastet dig ud i surdejsbagning endnu? Så start med de her lækre surdejsboller!
Til opskriften vil jeg anbefale du bruger en røremaskine. Hvis du ikke har en, så bare læs opskriften alligevel! Der står hvad du så skal gøre 🙂
Du skal bruge
600g hvedemel (tipo 00)
150g grov mel (ølandshvede, spelt, graham, etc)
150g aktiv surdej
575g lunken vand
18g fint salt
Sådan gør du
Start med at blande alle ingredienserne sammen i din røreskål og ælt det på din røremaskine i ca 10-12 minutter. Tilsæt salt og ælt videre i 2-3 minutter. Lad dejen stå og hvile i 5-10 minutter.
OBS: Hvis ikke du har en røremaskine – så skal du gøre sådan her: Bland mel, vand og surdej sammen og lad det stå til “autolyse” i ca. 60 minutter. Det er en æltefri metode, som gør at dejen danner sig et stærkt glutennetværk, uden at blive æltet. Derefter tilsætter du det fine salt, og ælter det ind i dejen ved hjælp af håndkraft. Lad dejen stå og hvile i 5-10 minutter.
Find en passende bøtte eller skål, og smør den let på indersiden med en smule smagsneutral olie. Hæld dejen forsigtigt op i bøtten. Hæld lidt vand på fingrene, så du kan gribe fat i dejen uden at den klistrer. Dejen skal nu løftes op, og foldes ind under sig selv.
Dette skal du gøre 4-5 gange, så overfladen af dejen bliver spændt op i overfladen, og lad så dejen stå tildækket med et fugtigt viskestykke i ca. 30-45 minutter. Denne proces gentager du 3-4 gange. Det tager lige et par timer!
Dæk skålen med dit fugtige viskestykke, eller luk bøtten hvis det er et lufttæt låg, og stil dejen på køl til dagen efter. Den skal koldhæve i minimum 8-10 timer. Det er vigtigt den bliver tildækket – ellers dannes der en tør skorpe på dejen, som man gerne vil undgå.
Dagen efter tænder du ovnen på 250 grader varmluft, og smider en bagerist ind med et bagestål ovenpå. Du kan også bruge en alm. bageplade – men bagestålet er klart at anbefale. Lad ovnen varme op i minimum 30 minutter, så bagestålet eller bagepladen er godt varmet igennem. Nederst i ovnen, lægger du en bageplade mere, som du kan hælde vand i, for at skabe damp inde i ovnen. Dette er vigtigt for at bollerne kan hæve ordentligt når du bager dem! Hvis ikke du bager med damp, så når skorpen at blive bagt på bollerne, før de hæver nok. Så damp er vigtigt.
Ta’ dejen ud af køleskabet, og drys lidt mel på dit bord. Fold dejen forsigtigt ud på bordpladen, og når halvdelen af dejen har forladt skålen, bruger du skålen til at folde den sidste halvdel af dejen, ind over sig selv. (Se evt. hvordan under mine højdepunkter på min profil under “Surdejsboller”).
Brug en dejspatel eller et andet skarpt værktøj, til at “hakke” boller ud af dejen. Drys evt. lidt mel udover dejen og på din spatel, så dejen ikke klistrer fast. Du skulle gerne kunne lave 8-12 boller ud af dejen, afhængig af hvor store du laver dem. Løft bollerne ovenpå en plade med et stykke bagepapir på – og husk at sørge for, at du bruger en plade, som gør at du nemt kan skubbe bollerne ind på bagestålet inde i ovnen!
Hæld 0,5 liter vand i den nederste bageplade i ovnen, så der dannes en masse damp, og skub forsigtigt bollerne ind på bagestålet inde i ovnen. Skru direkte ned på 220 grader, og bag bollerne i ca. 12-14 minutter, til du kan se de har hævet og gerne har “revnet” lidt nogle steder. Når de lige præcis begynder at få lidt lysebrun farve, tages pladen med damp ud af ovnen. Dette er vigtigt, for at skorpen forbliver sprød. Bag bollerne i yderligere 8-10 minutter eller til de har fået en passende brun-bagt farve. Det er lidt op til dig selv 🙂
Hvis du har mere end 1 plade boller du gerne vil bage, så skal bund-pladen sættes ind og varme op igen i 10-15 minutter, og ovnen skrues igen op på 250 graader før du bager næste runde.
Afkøl de bagte boller på en rist. Server med smør!
TIP: Du kan sagtens fryse bollerne i en plasticpose når de er afkølede. Når du så skal varme dem, så skyl dem kort under vandhanen så de bliver våde i skorpen og bag dem i ovnen v. 200 grader i ca. 10 minutter. Så føles de HELT som friskbagte surdejsboller!
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.
8 comments
Jeg er vild med den her opskrift og den virker hver gang! Jeg tænkte på, hvad der mon sker, hvis dejen står på køl i eksempelvis 24 timer??
Hejsa! Fedt fedt fedt – det er jeg glad for at høre! En lang Koldhævning skader aldrig – det udvikler kun smagen endnu mere! Prøv det bare 😉
Kan man smide nogle kerne i – og hvis man kan, skal der så justeres på mængden af vand?
Det kan du sagtens ja! Og tja det skal man måske. Prøv uden – og så ser du 🙂 jeg har ikke selv prøvet!
Jeg synes mine boller flyder lidt ud, og de hæver ikke ikke så de bliver høje.
Nu har jeg prøvet nogle gange, og jeg kan ikke rigtig gennemskue hvor i processen det går galt?! :
Hmmm.. Det er jeg da ked af at høre – jeg kender ko desværre heller ikke din proces så det er lidt svært at vide hvor det er gået galt. Måske driller vægten og der er kommet for meget vand i? 😇 Der kan være mange ting til de ikke hæver – har du lavet flydetesten på din surdej?😇 den skal gerne være meget aktiv jo
Jeg skal afprøve din opskrift Surdejsboller, surdej er ved og være klar opskrift læst igennem, men ville se video surdejsboller… Har du slettet dit højdepunkt “Surdejsboller” på din instra profil? Jeg kan kun finde Surdejs shaping eller leder jeg det forkerte sted?
Good question! Jeg kan heller ikke finde den! Den er sku forsvundet. Jeg ved ikke om jeg har slettet den eller hvad der er sket… Mærkeligt 🙁