Kurv

Fastelavnsboller m. kardemomme, remonce, vaniljecreme og mørk chokolade

2,5 time
12-14 stk

Sværhedsgrad

3

Fun facts

“KAN JEG KOLDHÆVE DEJEN?”

Svaret er: JA!!!! Selvfølgelig kan du det. Det kan du med ALLE deje. Når dejen og gærcellerne køler ned, går de i dvale. Og dejen modner i smagen og kan faktisk blive lidt nemmere at arbejde med, hvis den er lidt køligere når du udruller og former den. Og du behøver ikke skrue ned for mængden af gær. Men jeg vil anbefale du tager den ud minimum 1 time før du skal udrulle den. Direkte fra køl er alt for kold til at arbejde med 🙂

Du skal bruge

Vaniljecreme
500 ml sødmælk

1 hel vaniljestang

6 hele æggeblommer

90g sukker

60g hvedemel

 

Gærdej

20g gær

125 ml sødmælk

2 hele æg

60g sukker

1 tsk friske kardemommekerner (stødt i en morter) – alternativt kan du også bruge stødt kardemomme. Men det smager SLET ikke ligeså godt!

1 lille tsk salt

ca. 550g hvedemel

120g smør, blødt

 

Remonce

120g marcipan

100g smør, stuetempereret

100g sukker

 

Mørk chokolade ganache

100 ml fløde

1 spsk glucosesirup (kan undlades)

140g mørk chokolade

25g smør (stuetempereret)

Sådan gør du

Vaniljecreme

Start med at lave vaniljecremen. Så kan den stå og køle af, imens du bager bollerne!

Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud på et skærebræt. Brug 1/2 af sukkeret, og massér vaniljekornene ud i sukkeret med bagsiden af en kniv. Gem 1 dl af den kolde sødmælk, og opvarm de resterende 4 dl i en gryde og tilsæt vaniljesukker og vaniljestang. Pisk samtidigt æggeblommer, den anden 1/2 af sukkeret, hvedemel og den 1 dl kolde mælk sammen i en skål og piskes sammen, til der ikke er flere klumper i – Når mælken er ved at ryge, hældes den forsigtigt op til æggeblommerne mens der piskes. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden, og lad cremen koge op mens du pisker konstant. Når cremen koger og er tyknet, skal den koge igennem i minimum 2 minutter. Hæld cremen op i en skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, så der ikke dannes “skind”, og lad den stå på køl (evt. fryser) i 1-2 timer. Cremen piskes op og hældes på sprøjtepose før brug.

Gærdej

Opløs gæren i sødmælken. Tilsæt æg, sukker og kardemomme og bland det hele sammen. Tilsæt først ca. 2/3 dele af hvedemelet og rør det sammen. Tilsæt derefter salt og ælt dejen på din røremaskine i ca. 10 minutter v. lav hastighed. Dejen behøver ikke være helt samlet, men den skal skal virke glat og elastisk. Hvis dejen virker meget tør – så kan du hælde et par spsk’er vand i dejen. Tryk forsigtigt på dejen. Den skal gerne føles blød og som modellervoks, uden at den klistrer til dine fingre, når du trykker på den. Hvis den klistrer, tilsættes det resterende hvedemel og æltes ind i dejen.

Tilsæt nu smørret i små tern (og den resterende 1/3 del af hvedemelet, hvis du ikke allerede har tilsat det) mens dejen ælter videre i 5-6 minutter. Smørret skal hellere være for koldt end for blødt. Meget blød smør, kan være svært at ælte ind i dejen. Så sørg for den stadig er lidt skærefast når du tilsætter den til dejen. Dejen skal igen virke glat og elastisk, og må gerne virke en smule fugtig. Lad dejen hvile tildækket i 1 time. Lav din remonce og din vaniljecreme imens.

Remonce

Bland alle ingredienserne sammen i en skål, til en ensartet masse. Det er en god idé at bruge fingrene. Læg remoncen i en sprøjtepose uden tyl. Så bliver den nemmere at fordele senere, men en alm. spiseske kan også bruges.

Efter en time, når dejen er færdighvilet, rulles den ud i en stor rektangel på et bord, som er let drysset med mel. Dejen skal være ca. 0,5-1 cm i tykkelsen. Her kan du følge linket øverst til venstre på siden her, og følge med i min “how-to fastelavnsbolle” video, som ligger under mine “højdepunkter” på min instagram profil – her viser jeg hvordan jeg fylder og lukker fastelavnsbollen.

Skær dejen ud i firkanter som er ca. 12×12 cm (eller lidt større, hvis du synes) og sprøjt en lille “fuglerede” af remoncefyldet ud i midten af din firkantede dej. Fyld “fuglereden” med ca. 1-2 spsk vaniljecreme, og luk fastelavnsbollerne ved at folde enderne ind over midten. Se “how-to fastelavnsbolle” på min instagram profil, hvor jeg viser præcis hvordan du lukker dem.

Lad bollerne efterhæve i ca. 45-60 minutter minutter og pensl dem med æg, før de bages i ovnen i ca. 14-16 minutter til gyldenbrune v. 180 grader varmluft.

Mens bollerne køler ned, laves din chokoladeganache

Opvarm fløden (og evt. glucosesirup) til det lige begynder at koge, og hæld det over din chokolade. Lad stå i 2 minutter. Rør nu forsigtigt rundt i skålen med en dejskraber, til al chokoladen er smeltet og din ganache er blank. Tilsæt det stuetempererede smør, og vend det i, til det er helt opløst. Du kan også stavblende den – det går lidt hurtigere, og så bliver ganachen også meget mere blank og flot (pga emulsion)

Når bollerne af kølet af, kan de forsigtigt dyppes ned i chokolade ganachen. Igen, følg med på min instagram profil “how-to fastelavnsbolle” for at se præcist hvordan!.

Drys slutteligt med mandelflager eller andet valgfri topping!

Måske du også vil kunne lide ...

Jeg skaber fortryllende

Events og kurser

Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.

43 comments

  1. Tina Jørgensen

    Hej. Jeg vil betragte mig selv som en rimelig habil amatør bager. Men denne dej gik helt i fisk for mig. Jeg brugte endda min nye Kenwood. Dejen hævede slet ikke hverken første eller anden gang og den var ufleksibel og ja bare træls. Jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke. Hvad kan jeg have gjort forkert?

    1. Hej Tina! Det er jeg da ked af at høre. Hvis du har fulgt opskriften – så kan jeg ikke forklare hvorfor den ikke fungerede for dig. Hvis dejen ikke har hævet – har din gær måske enten været død (hvis du har opløst den i noget som er varmere end 35 grader) eller måske for gammel. Det er ihvertfald min umiddelbare forklaring – det må kunne lykkes! Ellers har din bagevægt måske drillet dig? Jeg har selv haft en vægt der drillede – prøv at skift batteriet 🙂 Jeg håber det vil lykkes næste gang – for de er virkelig gode! Krydser fingre 🙂

  2. Hej. Hvis man laver den uden remonce, er bagetiden så mindre?

    1. Nej bagetiden er den samme 🙂 Men det lyder da kedeligt uden remonce 😂

  3. Trine Kruse

    Hej
    Tænker jeg vil prøve din lækre opskrive på fastelavnsboller – tænker om det ville være lækkert at lave en fordej ligesom med nogle kardemommesnurrene?

    1. Heysan!! Helt sikkert – det med at lave en fordej er altid en god ide. Lav bare hele dejen og lad den koldhæve natten over – det gør virkelig gode ting for smagningen 🙂 Fyr den af!

  4. Jeg kan ikke tåle mælkeprodukter, så tror du det er muligt at skifte nogle af ingredienserne ud med plantebaserede? Din opskrift virker utrolig lækker ;))

    1. Det tænker jeg sagtens du kan! Smørret fra “violife” Foods er rigtig godt synes jeg – og du kan sikkert godt bruge havremælk også. Men alternativ til æg – det er jeg ikke ekspert i 🙂

  5. Hej Jon!
    Tak for mange lækre opskrifter 😀
    Hvis (og jeg siger hvis!) man ikke får alle spist samme dag, hvordan ville du så opbevare dem? Og kan de klare et par dage uden at blive tørre og kedelige? Eller skal de i fryseren?
    Tak på forhånd! 🙂

    1. Heysan! Selv tak! 😍👌🏼

      Ja du kan sagtens fryse dem! Bare tø dem op v stuetemperatur – ganachen smelter i mikroovnen. Men 10-20 sek inden servering gør dem lune pg Nice igen! Men ja – ellers opbevar dem i en lufttæt beholder fremme – de holder 1-2 dage Max pga cremen 🙂 så bedste er at sætte dem på Køl! 🙂

  6. Hej Jon
    Hvis du koldhæver dejen, vil du så putte mindre gør i dejen?

    1. Ja, så kan du godt nøjes med halvdelen 🙂

  7. Hej Jon.
    Tænker helt sikkert også jeg skal prøve opskriften på dine fastelavnsboller, de ser jo vildt lækre ud👌🏻😀 I din video under højdepunkter, laver du så kun 6 fastelavnsboller ud af dejen eller 12 stk.? Synes nemlig også gerne de må have en god størrelse😀

    1. Der kommer 12 store boller ud af opskriften – så no worries 🙂

  8. De ser så gode ud😍 jeg skal bruge dem tidligt søndag morgen. Kan man lave dem klar dagen før, skippe efterhævningen og i stedet stille bollerne på køl natten over? I så fald, skal de så efterhæve, når de tages ud af køleskabet næste dag?

    1. Det kan du sagtens 🙂

      Ja lad dem stå fremme v stue temp i ca 1-1,5 time før de ryger i ovnen så! 🙂

  9. Sanne Birch

    Hej Jon,
    Hvis man fryser nogle af fastelavnsbollerne ned, er det så bedst at undlade at glace dem som man kommer i fryseren?

    1. Du kan godt bare dyppe dem i ganache, og så tø dem op ved stuetemperatur. Det tager en 3 timer. Men ja – ellers så vendt med ganache hvis du gerne vil fryse dem, og tø dem op hurtigt 🙂

  10. Hej hvis jeg halvere opskriften skal mængden af gær så også halveres eller skal jeg stadig bruge de 20 gr?

    1. Hvis du halverer en opskrift så skal du selvfølgelig halvere alle ingredienser. Hvorfor skulle gær være en undtagelse? 😀

  11. Apropros ovenstående spørgsmål – skal gæren også fordobles, hvis man gerne vil bage dobbeltportion?
    Vildt god opskrift – alle gæster tror jo, at de er købt i dyre domme 👏🏼👏🏼

    1. Altså ja 😂😂

      Og skønt at høre 😍😍✌️

  12. Hej Jon,
    Mega lækkert!!!
    Har du en god idé til at bruge det overskydende creme og remonce til?
    Gerne noget æltefrit og hurtigt, som jeg kan bikse sammen på arbejdet 🙂
    Tak!

    1. Nej desværre. Ikke lige umiddelbart. Men det kan fryses 🙂

  13. Hej Jon,
    Jeg vil betegne mig selv som værende rimelig habil til at bage, men denne dej går helt galt fra start af.
    Efter at have opløst gæren i mælken (der ikke var lunet, for det stod ikke i opskriften), blev sukker, æg og kardemomme rørt i. Melet (550 g) blev vejet af, og jeg beholdte en smule til at supplere med.
    Men dejen vil ikke samle sig – det var simpelthen for tørt, og ikke den glatte og elastiske dej du beskriver.
    Jeg spørger derfor måske lidt dumt, men er forholdet mellem mel (550 g max) og væske (125 ml + æg) korrekt?

    1. Hejsa!

      Ja. Det burde være rigtigt 🙂 Prøv næste gang kun at tage 3/4 dele af melen i – og husk at tilsætte smørret også. Og så tilføj det resterende mel til sidst.

      Du har vel husket smør også?:-)

  14. Hej Jon,

    Har du en ide til, hvordan man undgår at bunden “hæver op gennem overfladen”. Alt det dej jeg samler for at lukke bollen, hæver helt vildt så alt fyldet bliver “skubbet ud” under bagningen xD

    1. Hvis du sørger for ikke at rulle dejen for tynd – og så strækker hver ende grundigt ud før du lukker den (se min video på højdepunkter på Instagram) så du ikke bruger for meget dej til at lukke bunden – så burde det gå fint! 🙂 håber det giver mening!

  15. Hej Jon, Jeg har en del creme og remoce i overskud? Fulgte opskriften til punkt og prikken og gen tjekkede selvfølgelig. Har du også det? Fordi… fylder jeg mere i ( i wish ) så kan bollerne ikke lukkes ordentligt, uden det ryger ud over det hele? 😀 God aften.

    1. Hej Line,

      Ja der er måske en del creme og remonce i overskud. Men hellere det end hvis der var for lidt 😉 Du kan gemme remoncen på køl i flere uger/måneder, og cremen holder sig 4-5 dage på køl og kan sagtens bruges til andre ting. Og ellers skal du bare igang med at lave en ny dej, og så kan du hurtigt lave endnu flere boller 😉

  16. Hejsa
    Kan jeg give mig i kast med opskriften uden køkkenmaskine? 🙈🤩🙏🏼

    1. Sagtens. Du ælter bare i hånden 🙂

  17. Tusind tak for svar 🤩 Så er det ugens “madkundskab” herhjemme i morgen sammen med junior 🤪🤩

    1. Hyggeligt 😍😍👊

  18. De skuffer aldrig 👏🏻 Dog sørger jeg for mælken er stuetemperatur og ikke direkte fra køleskabet. Jeg er simpelthen bange for dejen ikke hæver ellers. Men det betyder måske ikke noget?

    1. Det betyder ikke noget særligt nej 🙂 med kold mælk er man sikker på gæren ikke dør 🙂

  19. Kære Jon, kongen af dej! To hurtige spørgsmål..1: kan cremen piskes og kommes på sprøjtepose og anvendes dagen efter, eller er det bedst kun at piske den når den skal bruges. 2: Kan ganachen laves og lunes op igen dagen efter eller vil smørret skille? Tusind tak for et kanonsite🙏❤️

    1. Haha hva så der! Ja sagtens. Cremen skal nok holde sig 4-5 dage på køl 🙂 Om du pisker den med det samme, eller efter den har sat sig på køl er ligegyldigt. Og ja – ganachen kan sagtens laves og lunes op igen 🙂 bare gør det ved lav/middel varme! 🙂

      No problemo! Selv tak 🙂

  20. Hej, hvis jeg skal servere fastelavnsbollerne søndag eftermiddag, men ikke har tid til at forberede så meget søndag, er det så muligt at lave det meste klar om lørdagen, så de kun skal i ovnen søndag eftermiddag eller ville du bare bage dem færdige lørdag? ☺️

    1. Ja da. Du kan bare gøre dem klar, fylde dem og lukke dem og lade de færdige boller koldhæve natten over på køl. Ta dem ud 1,5-2 timer før de skal bages, og bag dem om søndagen. Nemt 🙂

  21. Kan man laven dem helt klar om aftenen, men først bage dem om morgenen ? Sådan at de er mest friske og lækre at spise om formiddagen, uden at skulle mega tidlig op. Eller vil cremen ødelægge/gør dejen for våd ?

    1. Det kan du sagtens 🙂 !!

  22. Øv, min dej hæver overhovedet ikke. Dejen blev tør og slet ikke snedig som du beskriver den. Har endda ikke kommet alt melet i og har kommet lidt ekstra smør i, da den var helt tør.
    Hvad gør jeg galt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld nyhedsbrev

... og få 10% rabat på din næste ordre* 🍕

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og bliv en del af mit italienske univers!
Få eksklusive opdateringer om de nyeste opskrifter, tilbud på vores lækre produkter og vær blandt de første til at modtage information om mine nylancerede pizzakurser.
Tak for at være en del af Jons Madklub-familien!

Ved at tilmelde dig accepterer du at modtage nyhedsbreve fra Jon’s Madklub. Herunder info omkring nye kursusdatoer, nye produkter og andet lækkert pizzaindhold. Vi respekterer dit privatliv og sender kun relevant indhold.
* Rabatten er gyldig på udvalgte produkter (omfatter ikke pizzaovn, kurser, gavekort og pizzakit