Kanelsnurrer

4-5 timer
ca. 20-25 stk

Sværhedsgrad

Facebook
Twitter
Email
Print

Du skal bruge

Fordej:

30g gær (eller 15g gær og 75g aktiv surdej)

500 ml mælk

600g hvedemel

Dag 2:

180g smør

180g æg (3 store)

130g sukker

80g fintrevet marcipan

2 tsk havsalt

1 tsk stødt kardemomme

1 tsk vaniljepulver

ca. 600-650g hvedemel

Remonce:

350g smør (stuetempereret)

250g sukker

50g brun farin

100g marcipan

3 spsk kanel

2 spsk hvedemel

Topping:
100g vand

75g sukker

lidt perlesukker

Fun facts

Jeg har spist ENORMT mange kanelsnurrer i mit liv, da det er en kage som jeg er vokset op med og som jeg forbinder med klassisk, svensk bagværk. Det er simpelthen noget af det allerbedste som findes! Blød, saftig gærdej med lækkert kanelremonce fyld.

Jeg har øvet mig rigtig mange gange, på at udvikle den allerbedste opskrift. Og den er endelig landet! Jeg er super stolt af den, og håber i får glæde af den derhjemme også.

Idéen med at lave en fordej, er inspireret af et bageri i sverige der hedder “Saltå Kvarn” hvor de laver nogle HELT FANTASTISKE bullar. (Det hedder det på svensk). Og her bruger de “fordej” teknikken. Man lader melet ligge og absorbere væske, og koldhæve natten inden man bager dem. Det øger saftigheden i brødet, og fremme holdbarheden så de ikke bliver tørre! Det er en kæmpe fordel. Bagværk tager tid. Men GODT bagværk tager GOD tid. Husk det!

Sådan gør du

Aftenen før – fordej:

Opløs gær (og evt. surdej) i mælken, og tilsæt al hvedemelet. Rør grundigt rundt, til al melet er fugtigt og du har en fast, kold havregrød. Lad den hvile tildækket på køl i minimum 12 timer (men kan sagtens holde sig 1-3 døgn, hvis du først vil bage senere)

Ta’ smør og æg ud af køleren, så det er stuetempereret til når du skal bruge det dagen efter.

Dag 2:

Hæld fordejen op i en røreskål, tilsæt sukker, æg, revet marcipan, kardemomme, salt, vaniljesukker og bland det sammen i 1-2 minutter. Tilsæt hvedemelet gradvist, mens du ælter dejen på maskine i 8-10 minutter. Du kan også ælte i hånden. Tilsæt nu smørret, mens dejen ælter videre i 2-3 minutter. Dejen skal gerne virke glat, blank og elastisk. Når du trykker fingrene forsigtigt ned i dejen, skal den LIGE akkurat slippe fingrene, men virker en smule klistret. Lad dejen hvile i 45 minutter fremme på køkkenbordet, men hvis du har tid, så sæt den på køl i 2-3 timer. Når du lader den langtidshvile på køl, bliver dejen nemlig kold og nemmere at arbejde med, så du får flottere kanelsnurrer til sidst.

Lav din remonce imens

Pisk alle ingredienserne sammen (vigtigt at smørret er stuetempereret) til du har en ensartet masse. Stil til side.

Når dejen har hvilet færdig, rulles den ud til en stor rektangel som er ca. 40×80 cm og 0,5 cm i tykkelsen. Brug evt. lidt mel og stræk også lidt i dejen, så du sikrer dig den ikke klistrer til bordpladen. Fordel remoncen på 2/3 af dejen i et jævnt tyndt lag, og fold den sidste 1/3 del af dejen ind over midten, så det dækker halvdelen af laget med remonce, og fold nu igen den remonce-dækkede del, ind over de to andre lag, så du har 3 lag dej, og 2 lag remonce. Rul dejen lidt ud, så den er ca. 1,5-2 cm i tykkelsen, men stadig har en rektangel form. Skær nu ca. 1,5-2 cm brede strimler af dejen, og stræk lidt i dejen så du får en lang strimmel. Hold fast i den ene ende, og brug din håndflade til at sno dejen så den får et spiral-mønster. Sno den lange strimmel rundt om dine fingre 2-3 gange, og fold den ind under sig selv for at lukke den. Læg snurrene på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 1,5-2 timer. Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker, og bag i ovnen v. 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter, til de ser brune og færdigbagte ud.

Sukkersirup

Mens de bager, laves sukkersiruppen. Det er ikke nødvendigt, men de giver et super flot shine til dine snurrer, og øger holdbarheden, hvis du pensler dem LIGE når du kommer ud af ovnen!

Varm sukker og vand op i en lille gryde, til al sukkeret er opløst. Pensl snurrene med den afkølede sukkersirup, lige når de kommer ud af ovnen.

De færdigbagte snurrer kan sagtens fryses og tøs op i mikroovn, eller et par timer før de skal spises. 

Du kan også fryse de ubagte snurrer, lige så snart du har “snurret” dem. Så skal de bare tø op, og stå fremme på køkkenbordet et par timer, før de bages.

13 kommentarer til “Kanelsnurrer”

  1. Hej Sofie! Er det fordi du ikke kan lide smagen af marcipan, så ville jeg ikke være bekymret. Det kommer på ingen måde til at SMAGE af marcipan. Men hvis det er pga. allergi eller lignene, så udelad det bare fulstændigt i både dej og remonce. Resultatet bliver stadig rigtig godt! 🙂

  2. Hej Jon,

    Tak for opskriften! Er idéen med en at først autolyse melet og vandet netop at der ikke skal gær i først? Så melet kan blive hydreret? Jeg synes at 12 timers koldhævet virker som længe ved den første hævning.

    Og til kardemommesnurrer, bruger du ca samme mænge kardemomme som kanel?

    Kh Lise

  3. Altså autolyse er en proces hvor man bruger vand og mel ja, som aktiverer gluten og stivelsesn i brød når man bager brød. Koldhævningen som jeg laver i mine kanelsnurrer, er med til at give brødet saftighed og øger holdbarheden på brødet. Det er ikke helt samme proces – da det også er mælk, og ikke vand jeg bruger 🙂

    Og ift kardemomme – så ja, jeg bruger ca. samme mængde 🙂

    // Jon

  4. Hej Jon
    Først tak for en fantastisk opskrift… De smager sååå godt!
    Jeg skal have gang i en stor portion, til en fødselsdags brunch.
    Vil man kunne skære ned på gær mængden, og lave snurrerne helt færdige, og opbevare dem på køl til næste morgen?
    Så de den morgen de skal bruges, kun skal ud fra køl, hæve lidt ekstra og så bages?
    Med en hævning på 2-3 timer, og en efter hævning på 1½-2 timer, skal sådan en morgen med ny bagte kanelsnurrer starte meeeeget tidligt 😉
    Sanne 🙂

  5. Hej Susanne! Selv tak. Det er jeg glad for du synes!!! 🙂

    Okay… Hmm.. Ja det vil jeg faktisk mene du godt kan. Så kør 15-20g i stedet for de 30g som er angivet (mener jeg?) !

    Jeg ville dog ikke lade dem efterhæve – men sætte dem direkte fra den lange koldhævning, ind i en forvarmet ovn 🙂

    Alternativt så kan du bare køre almindelig opskrift, og så lave dem helt færdige, sætte dem til efterhævning i 1 time, sæt dem på frys, ta’ dem ud og tø i 1-2 timer, og så ind i ovnen. Det ville jeg gøre 🙂

    Gir det mening? 😀

  6. Hej igen
    Det gir’ mening! Og det er også afprøvet 😉 Super resultat, med en tur i fryseren! Så tak for info 🙂

  7. Hej Jon.
    Jeg har netop lavet fordejen og har brugt sigtet stenkværnet hvedemel, tænker her bagefter at det måske ikke var så godt da melen er lidt mere grov. Tænker du det går an?
    Kh Stine

  8. Altså nej hvedemel er klart bedst og giver mest luftighed til brødet. Mennnæh. Self går det – du har jo allerede gjort det

  9. Hej Jon

    Tak for endnu en møg lækker opskrift
    Hvordan vil du opbevare dem, når de er bagt?

    Kh Charlotte

  10. Heysan! Jamen selv tak da 😀

    Jeg ville fryse dem. De kan bare tages op 2-3 timer før de skal spises, så tør de fint op af sig selv. alternatvt giv dem et skud i ovnen!

  11. Hej Jon, tusind tak for en mega lækker opskrift! Kanelsnurrerne smager fantastiske! Hvordan undgår du at remoncen render ud på bagepapiret under bagningen og gør at de er “smattede” på undersiden? Er lidt i tvivl om de får nok på undersiden..

    Hilsen Ida

  12. Selv tak! Jamen hvis du har fulgt opskriften, så burde den løse sig selv! Lidt mel i remoncen redder det nemlig 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.