Sommerlig Jordbærtærte
Sværhedsgrad
Fun facts
Du skal bruge
Mørdej
150g flormelis
45g mandelmel
1 lille tsk salt
145g smør
80g hele æg (ca. 1,5 æg)
275g hvedemel
70g kartoffelmel
30g æggeblomme (til pensling)
7g fløde (til pensling)
Vaniljecreme
300 ml sødmælk
100g sukker
40g maizena (majsstivelse)
60g pasteuriserede æggeblommer
1 hel vaniljestang
3 dl fløde
Frangipane
100g smør
75g sukker
75g marcipan
50g mandelmel
1 æg
Lidt salt
Evt. en lille smule Amaretto (valgfrit)
100g hakket mørk chokolade
En stor bakke friske jordbær
Sådan gør du
Start med at lave din vaniljecreme
Skrab kornene fra vaniljestangen ud. Opvarm mælken med vaniljekorn, vaniljestang og halvdelen af sukkeret. Pisk æggeblommer med den anden halvdel af sukkeret og maizena, til der ikke er flere klumper. Kun 1-2 minutter. Hæld den varme mælk forsigtigt op til æggene, og pisk imens. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden, og kog forsigtigt op under konstant omrøring. Når cremen er begyndt at tykne, så skal du lade cremen koge godt i gennem i 3-4 minutter. Det fjerner maizena-smagen, og samtidigt kan den godt klare at bulderkoge. Men der skal røres konstant, så den ikke brænder på. Hæld cremen i en skål, og dæk overfladen med husholdningsfilm, så der ikke dannes skind, og sæt på køl i minimum 1,5 time.
Når cremen er helt køl og fast, kan den piskes lind. Pisk også din fløde til letpisket flødeskum, og fold den i din vaniljecreme. Den er nu klar til at sprøjte eller fordeles jævnt ud over kagen.
Lav nu din mandel-mørdej
Bland smør, flormelis, mandelmel og salt sammen i en skål. Du kan enten smuldre det med fingrene, eller køre det i en foodprocesser, til det ligner smuldret sand. Tilsæt og æg bland. Tilsæt til sidst mel og kartoffelstivelse og bland. Rør godt rundt til dejen samler sig. Den skal ikke overæltes, blot lige samle sig. Læg dejen på køl i ca. en time. Rul dejen tyndt ud (ca. 2-3 mm) og skær den til, så den passer til din tærteform. Tryk dejen forsigtigt ned i formen, og sørg for den sidder godt rundt i hele kanten. Brug gerne en perforeret tærteform. Hvis ikke du har en perforeret tærtering, skal du huske at smøre din form med lidt smør og mel samt, prikke huller i bunden og blind-bage den med bagepapir og tørrede ris eller bønner. Læg de ubagte minitærter på frys i ca. 20 minutter før de skal bages.
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Lav din frangipane imens
Sørg for smørret er blødt, og at æggene er v. stuetemperatur. Bland sukker, mandelmel, fintrevet marcipan, smør og salt sammen i en skål, til det lige er blandet sammen. Tilsæt ægget til sidst, og vend det sammen lige så dejen samler sig.
Bag dine tærter på en perforeret metal bageplade, eller bare en almindelige bageplade m. bagepapir i ovnen i ca. 15 minutter, eller til dejen LIGE begynder at se dejligt lysebrun og karamelliseret ud. Ta tærterne ud af lad dem stå i 5 minutter og afkøle lidt. Fjern dem fra formene, og pensl ydersiden af tærterne med din æggeblomme/fløde blanding. Det giver en vildt flot farve og “shine” til dine tærter. Men kan udelades 🙂 Fordel din frangipane i bunden af dine tærter, og bag videre i 5-7 minutter, til de ser lysebrune og bagte ud.
Ligeså snart tærterne kommer ud af ovnen, kan du fordele den mørke hakkede chokolade udover kagen, så det smelter af sig selv og fordeler sig i et jævnt og tyndt lag udover kagen. Afkøl nu kagen helt.
Fordel vaniljecremen ovenpå den afkølede tærte. Jo mere jo bedre! Og skær jordbærrene fint ud, og arrangér dem som du har lyst til oven på kagen. Jeg kan godt lide at lade den grønne jordbær-stilk blive. Den grønne farve er rigtig flot, og kan sagtens spises. Alternativt, pynt med citronmelisse eller skovsyre blade 🙂
Nyd kagen med venner og familie – og GOD SOMMER!
Jeg skaber fortryllende
Events og kurser
Kom med på ét af mine kagekurser, hvor jeg garanterer smil, højt humør og masser af udfordringer og lækkerier!
Eller vil du hellere lære at lave dit helt eget surdejsbrød? Ægte italiensk pizza? Eller noget helt tredje? Så kan vi også sagtens finde ud af det.
4 comments
Hvor stor er den tærteform du bruger? 🙂
Den er 22-24 cm i diameter 🙂 Større og mindre kan også bruges!
Hej Jon,
Jeg er på udkig efter den bedste opskrift på jordbærtærte. Når jeg læser forskellige opskrifter på nettet, så bemærker jeg, at der er en væsentlig forskel på fordelingen af marcipan, smør og sukker i mazarinmassen/frangipanen. Jeg kan se, at du har 25 gram mere smør end sukker og marcipan, mens andre kører 100 gram af alle tre ingredienser. Hos andre skal der mest marcipan i. Kan du svare mig på, hvad forskellen bliver, hvis man vælger mest smør, mest sukker eller mest marcipan? Eller måske lige dele af hver? Håber mit spørgsmål giver mening.
God sommer!
Helt ærligt så gør det altså ikke den store forskel. Det påvirker smag og konsistens 🙂 Jeg kan ikke svare på hvorfor andre gør som de gør – men min opskrift er da klart den bedste, så hvad venter du på? 😉